Et fortegn er et symbol i nodeskriften, der hæver eller sænker en stamtone med en eller to halvtoner. Fortegnet ændrer tonens tonehøjde, så tonen er enten lysere eller dybere end den oprindelige stamtone. Fortegn noteres foran noderne, men på tekst skrives fortegn altid efter tonenavnene.

1. De fem fortegn

Der findes fem forskellige fortegn:

Et kryds hæver en tone med en halvtone. I stedet for den oprindelige tone spilles tonen, der ligger en halvtone over (til højre på klaveret).

Et b sænker en tone med en halvtone. I stedet for den oprindelige tone spilles tonen, der ligger en halvtone under (til venstre på klaveret).

Double sharp Et dobbeltkryds hæver en tone med to halvtoner. I stedet for den oprindelige tone spilles tonen, der ligger to halvtoner over (til højre på klaveret).

Et dobbelt-b sænker en tone med to halvtoner. I stedet for den oprindelige tone spilles tonen, der ligger to halvtoner under (til venstre på klaveret).

Et opløsningstegn ophæver virkningen af et andet fortegn.

2. Toner med fortegn

En tone med kryds () spilles en halvtone over den oprindelige tone. De syv toner med kryds er C (udtalt "C-sharp"), D, E, F, G, A og B:

Billedtekst

En tone med b () spilles en halvtone under den oprindelige tone. De syv toner med b er C (udtalt "C-flat"), D, E, F, G, A og B:

Billedtekst

En tone med dobbeltkryds () spilles to halvtoner over den oprindelige tone. De syv toner med dobbeltkryds er C (udtalt "C-double-sharp"), D, E, F, G, A og B:

Billedtekst

En tone med dobbelt-b () spilles to halvtoner under den oprindelige tone. De syv toner med dobbelt-b er C (udtalt "C-double-flat"), D, E, F, G, A og B:

Billedtekst
Exercise

Øvelser 6

Toner » G-nøgle » Fortegn

Toner » F-nøgle » Fortegn

3. Enharmoniske toner

De sorte tangenter på klaveret har flere navne. Eksempelvis kan den sorte tangent mellem c og d både hedde cis og des. På klaveret herunder fremgår de mest almindelige navne for de sorte tangenter. Klik på klaveret for at høre tonerne:

          Toner, der har identisk tonehøjde (dvs. ligger på samme tangent på klaveret) men forskellige navne og notationsmåder, kaldes enharmoniske toner. Eksempelvis er tonen cis enharmonisk med des, og tonen dis er enharmonisk med es.

          De hvide tangenter på klaveret har også flere navne. Eksempelvis kan tangenten for tonen c også hedde his. På klaveret herunder fremgår de mest almindelige alternative navne for de hvide tangenter. Klik på klaveret for at høre tonerne:

                Toner med dobbeltfortegn ( og ) bruges meget sjældent og er derfor ikke medtaget på de to klaverer herover. Eksempelvis kan tangenten for tonen g også hedde fisis og ases, og den sorte tangent for tonen ges kan også hedde eisis.

                Det er den musikalske sammenhæng, der afgør en tones navn og notationsmåde. I nogle tilfælde skal en sort tangent noteres med kryds og i andre tilfælde med b. Læs eventuelt mere herom i teksterne intervaller, akkorder, skalaer og tonearter.

                4. Notation af fortegn

                Fortegn noteres foran noderne. Et fortegn gælder:

                • for den tone, fortegnet er noteret foran
                • for efterfølgende toner på samme linje eller i samme mellemrum
                • indtil en taktstreg eller et nyt fortegn for samme tone.

                I eksemplet herunder ophæves krydset i første takt af b'et for den efterfølgende tone. b'et ophæves af taktstregen. Krydset i anden takt gælder ikke for tonen øverst i nodesystemet og ophæves af opløsningstegnet for sidste tone:

                Billedtekst

                Et fortegn for en tone med bindebue gælder indtil bindebuens ophør, hvis bindebuen krydser en taktstreg. Fortegnet gælder med andre ord for begge sammenbundne toner, men ikke for efterfølgende toner i den nye takt:

                Billedtekst

                5. Toneartsangivelser

                Hvis der altid skal være fortegn for en tone, noteres fortegnet i en toneartsangivelse frem for hver gang tonen forekommer. En toneartsangivelse er en gruppe af krydser eller b'er i begyndelsen af nodesystemet umiddelbart efter nøglen:

                Key signatures

                Et fortegn i en toneartsangivelse gælder:

                • for alle toner med samme tonenavn uanset deres beliggenhed
                • indtil musikstykkets afslutning eller en ny toneartsangivelse.

                I eksemplet herunder gælder de to krydser i toneartsangivelsen for alle udgaver af tonerne f og c. I første takt ophæves krydset for f midlertidigt af et opløsningstegn, og i anden takt ophæves krydset for c midlertidigt af et b:

                Billedtekst

                En toneartsangivelse kan udskiftes med en anden toneartsangivelse undervejs i et musikstykke. I første eksempel herunder ophæves de tre krydser af tre opløsningstegn, og i andet eksempel erstattes de fire b'er af to krydser:

                Billedtekst

                Fortegn i en toneartsangivelse noteres altid i et bestemt mønster. Læs eventuelt mere herom i teksten om toneartsangivelser.

                6. Hjælpefortegn

                Hjælpefortegn er fortegn, der ikke er strengt nødvendige, men noteres for at tydeligøre den korrekte tonehøjde og dermed undgå misforståelser. Hjælpefortegn noteres som almindelige fortegn, eventuelt omsluttet af en parentes.

                Hjælpefortegn bruges primært i to tilfælde:

                1. Når en node med fortegn gentages i den efterfølgende takt. Hjælpefortegnet gør opmærksom på, at fortegnet ikke gælder i den efterfølgende takt.
                2. Når en bindebue forlænger et fortegn til en ny takt, hvor noden gentages. Hjælpefortegnet gør opmærksom på, at fortegnet ikke gælder efter bindebuen.

                I eksemplet herunder gør første hjælpefortegn () opmærksom på, at opløsningstegnet ikke gælder i den efterfølgende takt, mens andet hjælpefortegn () gør opmærksom på, at b'et ikke gælder efter bindebuens ophør:

                Billedtekst