Her vises eksempler på tre forskellige melodiske analyser. Læs eventuelt om melodisk analyse her.
Indhold
1. Svantes lykkelige dag (Benny Andersen, 1972)
Node benyttet med tilladelse fra Borgens Forlag og Benny Andersen.
Toneart og taktart
Toneart: Eb-dur
Taktart: 4/4
Form
Sangen består af 5 melodisk og rytmisk indentiske vers, og den er derfor overordnet set bygget op over en strofisk form af typen AAAAA. Hvert A-stykke (vers, se nodeeksempel herover) falder i 3 perioder (a, b, c), bl.a. betinget af rytmen. Hver periode består af 2 fraser på to takter hver.
a = takt 1-4.
b = takt 5-8
c = takt 9-12
Melodi og rytme
a (1. periode) er næsten statisk, både melodisk og rytmisk. Hver frases rytme er symmetrisk: halvnode – 2 fjerdedele – 2 fjerdedele – halvnode. 1. frase har 2 forskellige toner, 2. frase 3, der ligger i sekundafstand fra hinanden.
b bringer melodien fra tonika- til dominantplan, bl.a. vha. opløsning af b for a. Nodeværdierne er nu kortere: der indfinder sig ottendedele samt en punkteret fjerdedel. Melodien udvider gradvist ambitus og bliver i 4. frase springende op til højtonen d.
c bringer tonegentagelser i rytmen fra periode B’s begyndelse: fjerdedel plus to ottendedele. Igen er melodien meget statisk, men der sluttes dog af med en oktavforlægning af et gentaget b i næstsidste takt. Harmonisk vendes tilbage til tonikaplan. Perioden repræsenterer melodiens kulmination, idet der ikke er lange nodeværdier som i 1. periode eller pauser som i 2. periode. Fraserne er ikke adskilt.
Helhed
Melodiens ambitus er en stor decim: fra lille b til tostreget d. Karakteren spænder fra det indledningsvist rolige og meditative med lange nodeværdier til konklusionens intense gentagen af den forholdsvis høje tone b i en insisterende rytme. Ikke uinteressant er det, at 'ostemaden' (fra sangens tekst) befinder sig i melodiens kulminationspunkt: denne sang handler om de nære ting. Og forventningen om den snarlige kaffe høres i den afsluttende punktering (spænding) og sluttertsen (afspænding).
2. Den danske sang er en ung, blond pige (Carl Nielsen, 1926)
Toneart og taktart
Toneart: F-dur
Taktart: 4/4
Form
Sangen består af 3 melodisk og rytmisk indentiske vers, og den er derfor overordnet set bygget op over en strofisk form af typen AAA. Hvert A-stykke (vers, se nodeeksempel herover) falder i 4 større perioder (a, a', b, c), der hver består af 2 fraser på to takter hver.
a = takt 1-4
a' = takt 5-8
b = takt 9-12
c = takt 13-16
Melodi og rytme
a (periode 1) er kendetegnet ved et indledende opadgående sekstspring til F-durs terts a, der føres videre i treklangsbevægelse op til kvinten c, periodens højtone. I trinvist faldende bevægelse stiger melodien ned til dominantens kvint, g, for efter nogle drejetoner omkring g at lægge sig til hvile dér. Perioden går altså fra tonika- til dominantplan og skaber på denne måde en spænding hen mod næste periode. Karakteristisk rytme = 3 fjerdedele efterfulgt af 2 ottendedele.
a’ begynder som a (periode 1), men bliver midtvejs mere C-dur-agtig vha. et gentagent opløst b for h = ledetone til c. Perioden slutter med trinvist nedadgående bevægelse til c’.
b markerer opspændingen til melodiens kulmination ved et indledende oktavspring fra c’ til c’’ på gentagelsen af den danske sang. Herefter går den trinvist nedad skiftevist med lidt udsmykninger over kernetonerne b-a-g. Oktavspringet gentages ligesom den efterfølgende nedadgående bevægelse. Rytmisk nuanceres melodien med punkteret fjerdedel plus ottendedel, så periodens højtone forlænges.
c udgør melodiens kulmination med et opadgående sekstspring til melodiens absolutte højtone d’’, hvorefter den trinvist nedadgående bevægelse med udsmykninger bringer melodien til afslutning på F-durs grundtone. Medvirkende til at skabe en kulmination i denne periode er en tilbagevenden til a-periodens karakteristiske rytme.
Helhed
Melodiens ambitus er en lille decim: fra lille h til tostreget d. Melodikurven når bundtonen i slutningen af A’ for derefter at begynde en opspænding til højtonen i begyndelsen af C. Den nynnende blondine i tekstens 1. halvdel understreges af de simple tonegentagelser i lige lange nodeværdier. Harmonisk set berører melodiens 2. periode flere tonale planer end 1. periode, hvorved opspændingen og kulminationen understøttes. Sammen med den roligt skridende rytme giver melodikurven med kulmination efterfulgt af en afspænding i C en fornemmelse af højtid og intensitet, der passer godt til det drønende højtidskvad i 2. halvdel.
3. Yesterday (John Lennon/Paul McCartney, 1965)
Toneart og taktart
Toneart: C-dur
Taktart: 2/2 (alla breve)
Form
AABB’ABB’Acoda
Der er således tale om en pop-form. De to formled B og B' kan eventuelt noteres som ét formled (B), hvorved sangen starter med en AABA form.
Melodi og rytme
A-stykkerne karakteriseres bl.a. ved et indledende forslag (tonen d) efterfulgt af en overraskende trinvis, diatonisk opgang i melodisk mol til tonikaparallel i takt 2-3.
Melodien vender dog hurtigt tilbage til tonikaplanet. Melodien udviser udelukkende trinvis bevægelse og små spring (tertser og en enkelt kvart) og fordeler sig på usædvanlig vis på 7 takter, der kan underopdeles i 1+2+2+2 takter.
B-stykket består af en frase på 4 takter, der harmonisk bringer melodien fra den parallelle A-mol tilbage til tonikaplanet. Rytmisk kendetegnes B-stykket ved at begynde med 2 halvnoder = tonegentagelse efterfulgt af 3 fjerdedele, og det kontrasterer derved med A-stykkets mange ottendedele.
I både A- og B-stykke er melodien meget tekstnær, hvilket afstedkommer en del synkoper (takt 3, 5, 7 og10). Coda er en let rytmiseret variant af slutningen af A. Netop variationen giver frasen lidt mere pondus, idet en punkteret fjerdedel plus ottendedel her bliver til 2 fjerdedele.
Helhed
Melodiens ambitus er en lille decim: fra lille a til tostreget c. Melodien kulminerer i B-stykket, hvor sangens titel for 2. gang optræder i teksten. Karakteren er intens, bl.a. fordi durmelodien hele tiden flirter med det molagtige; jf. teksten om ulykkelig kærlighed. Sangens store hitkvalitet har formodentlig ikke kun med melodilinjens udformning at gøre, men melodien er meget insisterende i sit vekslende dur/mol-tonesprog og sit næsten hulkende B-periode med afsæt på de to indledende halvnoder.
Bemærkelsesværdigt er det også, at det indledende 'yesterday' (fra sangens tekst) næsten får sangen til at gå i stå (i 1. takt!), mens A-stykkets afsluttende 'yesterday' med det opadgående tertsspring har et vist drive og derfor også en lethed, som mangler i den deprimerende indledning.