Bigbandpartitur

Et bigbandpartitur er en oversigt over alle stemmer i en komposition for bigband. Se et eksempel på et bigbandpartitur her (pdf) og lyt samtidig til musikken (computergenereret lydfil).

1. Besætning

Et bigband er en gruppe af musikere, der samarbejder om at fremføre et stykke musik, normalt under ledelse af en dirigent. Bigbandet spiller især jazz, men også blues, funk, latinamerikansk musik og pop kan være en del af repertoiret. Et almindeligt bigband er besat af 17 musikere:

Rytmegruppens bas kan være enten en basguitar eller en kontrabas. Guitaren er normalt en elektrisk guitar. Basun 4 kan være enten en almindelig basun eller en basbasun.

Ønsket om flere klangmuligheder har medført, at en del bigbands ikke følger standardbesætningen angivet herover. Nogle almindelige variationer er:

• Vokal
• Tværfløjte
• Klarinet
• Sopransaxofon
• Flygelhorn
• Tuba
• Elklaver
• Orgel
• Strygere
• Percussion

I professionelle bigbands er det ikke unormalt, at en musiker dublerer et andet musikinstrument: 4. basunisten dublerer ofte tuba, trompetisterne dublerer ofte flygelhorn, og en eller flere af saxofonisterne dublerer ofte tværfløjte, klarinet og sopransaxofon.

2. Opstilling

Musikinstrumenterne noteres i separate nodesystemer. Nodesystemerne opstilles lodret under hinanden i rækkefølgen saxofoner, trompeter, basuner, guitar, klaver, bas og trommer. Blæseinstrumenterne i hver gruppe opstilles efter tonehøjde med de lyseste instrumenter øverst.

Opsætning

I partiturets venstre side forbindes nodesystemerne af en lodret linje. For visuelt at adskille blæseinstrumenterne omsluttes saxofoner, trompeter og basuner af hver deres klamme (en tyk streg rundt om nodesystemerne):

Hvis klaveret er noteret i klaversystemet, omsluttes de to nodesystemer af en akkolade (en kurvet streg ud for nodesystemerne). Guitar, bas og trommer omsluttes ikke:

Både klammer og akkolader noteres på alle partitures sider. Taktstreger afbrydes mellem hver klamme og mellem hvert musikinstrument i rytmegruppen.

Instrumentangivelser

Til venstre for nodesystemerne angives de tilhørende musikinstrumenter. Instrumentnavnene skrives ved partiturets begyndelse og eventuelt med forkortelser på partiturets øvrige sider (især hvis bigbandet ikke følger standardbesætningen). Almindeligvis benyttes engelske navne og forkortelser. Flere identiske musikinstrumenter adskilles med fortløbende tal:

Hvis en musiker skal dublere et musikinstrument, angives begge musikinstrumenter ved partiturets begyndelse, eksempelvis Alto 1 (dbl. Clarinet). Når et af de to musikinstrumenter tages i brug, skrives instrumentnavnet med fed skrift over nodesystemet - og en eventuel forkortelse til venstre for nodesystemet ændres tilsvarende.

Udvidet instrumentation

Ved udvidet instrumentation gælder almindeligvis følgende:

• vokaler noteres øverst i partituret
• tværfløjte, klarinet og sopransaxofon noteres over saxofonerne (med tværfløjte øverst)
• flygelhorn noteres under trompeterne
• tuba noteres under basunerne
• elklaver og orgel noteres under klaveret
• strygere noteres over bassen
• percussioninstrumenter noteres over trommerne.

Hvis en musiker dublerer et af musikinstrumenterne, noteres musikinstrumentet i det nodesystem, der normalt tilhører musikerens hovedinstrument.

3. Notation

Transponerende musikinstrumenter

En række af bigbandets musikinstrumenter er transponerende, hvilket vil sige, at de klinger i en anden tonehøjde, end de noteres. I en standard bigbandbesætning (afsnit 1) omfatter det:

Musikinstrument	Klinger
Altsaxofon	en stor sekst under noteret
Tenorsaxofon	en stor none under noteret
Barytonsaxofon	en oktav + en stor sekst under noteret
Trompet	en stor sekund under noteret
Guitar	en oktav under noteret
Bas	en oktav under noteret

Altsaxofon og barytonsaxofon skal således noteres i A-dur, hvis den egentlige toneart er C-dur. Tenorsaxofon og trompet skal noteres i D-dur, hvis den egentlige toneart er C-dur. Basun, klaver og trommer er ikke-transponerende.

I et transponeret partitur (engelsk: Transposed Score) er musikinstrumenterne noteret, som de transponerer. I et C-partitur (engelsk: Score in C) er musikinstrumenterne noteret, som de klinger. Oktavtransponerende instrumenter noteres dog altid transponeret for så vidt muligt at undgå brugen af mange bilinjer. Se et eksempel på et transponeret partitur (pdf) og et C-partitur (pdf).

Dirigenter foretrækker almindeligvis et transponeret partitur, da dirigenten og musikerne derved har en fælles forståelse af toneart og tonenavne. Musikerne spiller altid efter transponerede noder. Komponister, arrangører og musikproducere foretrækker almindeligvis et C-partitur, da det giver et let læseligt overblik over stemmernes indbyrdes harmonier.

Nodesystemer og nøgler

Blæseinstrumenterne noteres med almindelige nodeværdier og pauser og gængse tegn og symboler. Rytmegruppen (guitar, klaver, bas og trommer) noteres med en blanding af noder, becifringer og rytmenoder - læs mere herom via menuen "Notationspraksis" i venstre side.

I et transponeret partitur benyttes følgende nøgler:

• Saxofoner (g-nøgle)
• Trompeter (g-nøgle)
• Basuner (f-nøgle)
• Guitar (g-nøgle)
• Klaver (g-nøgle eller klaversystem)
• Bas (f-nøgle)
• Trommer (slagtøjsnøgle)

I et C-partitur noteres barytonsaxofonen i f-nøglen og tenorsaxofonerne i g-nøglen eller f-nøglen (afhængigt af stemmernes tonehøjde). De øvrige nøgler er de samme som angivet herover.

Læs eventuelt mere om notation af blæseinstrumenter i sektionen Musikinstrumenter.

Faste fortegn

Transponerende musikinstrumenter, der ikke er oktavtransponerende, noteres i en anden toneart end musikstykkets egentlige toneart. De tilhørende faste fortegn ændres almindeligvis tilsvarende, så brugen af løse fortegn så vidt muligt undgås: (Soul Kitchen)

Improviserede soloer

Improviserede soloer angives med tekst (eksempelvis Alto 1 Solo) over samtlige nodesystemer i partituret. Ved soloinstrumentets nodesystem skrives teksten med fed. Hver solo afsluttes med teksten End Solo over soloinstrumentets nodesystem. Sidste solo afsluttes med teksten Solos Ends over samtlige nodesystemer.

Soloinstrumentets nodesystem forsynes med becifringer (trommerne undtaget) og skråstreger under hele soloen. Skråstregerne indikerer antallet af taktslag i hver takt. Becifringerne noteres over de taktslag, de indtræder samtidig med. Hvis becifringerne indtræder mellem taktslagene benyttes rytmenoder til angivelse af becifringernes indtræden. Vær opmærksom på, at becifringer skal transponeres i henhold til det pågældende soloinstruments transposition: (Hard Sock Dance)

4. Formalia

Følgende angivelser skal indgå i et orkesterpartitur (se nodeeksempel):

Faktuelle oplysninger

Værktitel, komponist, tekstforfatter og arrangør angives på partiturets første side, eventuelt på en selvstændig titelside. Årstal for kompositionen, varigheden af det samlede værk og andet, der kan være relevant i forhold til fremførelsen og forståelsen af musikstykket, kan eventuelt tilføjes.

U

nder værktitlen angives det, om partituret er et transponeret partitur eller et C-partitur. En liste over musikinstrumenter, der indgår i værket, kan eventuelt angives på titelsiden - med eventuelle dubleringer i parentes, eksempelvis Alto 1 (dbl. Clarinet).

Karakter og tempo

Musikstykkets karakter og tempo angives i begyndelsen af noderne over øverste nodesystem og over trommesystemet. Ved eventuelle karakter- og temposkift skrives angivelserne på ny.

Karakteren angives med engelsk betegnelse, eksempelvis Jazz Waltz, Funky Soul, Swing feel, Bright Latin, Bossa Nova og Straight Ballad. Tempoet angives med engelsk betegnelse eller oftere som et antal taktslag per minut. Karakter- og tempobetegnelsen kan eventuelt kombineres - eksempelvis Medium Swing, Lively Jazz Waltz, Fast Rock og Up-tempo Latin - men bør dog suppleres med en præcis angivelse af antal taktslag per minut.

Nøgler og faste fortegn

Nøglen og eventuelle faste fortegn noteres i begyndelsen af hvert nodesystem efter alle linjeskift. Ved nøgleskift og ved modulationer noteres henholdsvis nøgle og faste fortegn på ny.

Taktart

Taktarten noteres i begyndelsen af hvert nodesystem (efter nøglen og eventuelle faste fortegn) på partiturets første side. Ved eventuelle taktartsskift noteres taktarten på ny.

Dynamik

Dynamik angives under hvert nodesystem. I klaversystemet skrives angivelserne mellem de to nodesystemer. Crescendoer og diminuendoer efterfølges normalt af en dynamikangivelse, der indikerer det nye dynamiske niveau: (Come Fly with Me)

Fraseringstegn

Fraseringsbuer kan benyttes til at tydeliggøre, hvornår en melodisk frase starter og slutter.

Typisk trækker blæserne vejr mellem to fraser og ved pauser i noden. Hvis blæserne skal trække vejr bestemte steder, angives det med kommaer i noden.

Becifring

Becifringer noteres over nodesystemet til både gutar, klaver og bas - også i pasager, hvor stemmerne er skrevet fuldt ud på noder og i passager, hvor stemmerne holder pause. Ved improviserede solopassager i blæseinstrumenterne skal becifringer desuden noteres over soloinstrumentets nodesystem.

Spilleteknikker

Spilleteknikker, eksempelvis growling og slapping, angives med tekst over de enkelte nodesystemer. Læs om spilleteknikker på de forskellige musikinstrumenter her.

Øvebogstaver

Øvebogstaver er store fortløbende bogstaver (A, B, C, osv.), der adskiller passager i et partitur, så musikerne og dirigenten nemmere kan orientere sig i noderne under indstuderingen. Bogstaverne noteres over øverste nodesystem og over trommesystemet - omkring hver 10. til 40. takt afhængig af, hvor de naturlige afsnitsopdelinger i noden forekommer. Det kan eksempelvis være ved indtrædelsen af et nyt tema og ved skift i dynamik, instrumentation eller sværhedsgrad.

Man noterer kun sjældent et øvebogstav i begyndelsen af noderne (første takt), fordi det er nemmere blot at referere til dette punkt som "fra begyndelsen". I tilfælde hvor bogstaverne A-Z ikke er nok (Æ, Ø og Å benyttes ikke), begynder man efter Z forfra med Aa, Bb, Cc, osv. I meget lange partiturer, hvor to gange alfabetet ikke er nok, benyttes i stedet øvenumre fra 1 og opefter.

Taktstreger

Ved modulationer og ved øvebogstaver noteres en dobbelt taktstreg. Ved musikstykkets slutning noteres en afsluttende taktstreg.

Repetitionstegn

Hvis et længere afsnit skal udføres to eller flere gange, benyttes så vidt muligt repetitionstegn til at springe i noden. Mange gentagelser og spring i noden giver dog risiko for, at musikerne mister overblikket, og derfor må man nøje overveje brugen af repetitionstegn.

Ved passager, hvor dirigenten selv må bestemme antallet af gentagelser, skrives Repeat ad lib. over gentagelsestegnet. Efter gentagelsestegnet skrives On Cue, angivende at musikerne skal holde øje med tegn fra dirigenten.

Takttal og sidetal

Takttal angives over øverste nodesystem efter alle linjeskift. Sidetal angives øverst eller nederst på alle partiturets sider.

Afvigelser fra gængs notation

Eventuelle afvigelser fra gængs notation forklares på en indledende side før partiturets begyndelse.

5. Udskrift i stemmer

Bigbandpartituret benyttes af dirigenten, fordi det giver et samlet overblik over alle stemmer. Musikerne i bigbandet benytter ikke bigbandpartituret men i stedet individuelle nodeark, såkaldte enkeltstemmer. Bigbandpartituret skal derfor udskrives i stemmer, hvilket vil sige, at det skal opdeles i en række korte nodeark beregnet hver musiker i bigbandet.

De fleste nodeprogrammer kan automatisk udskrive et partitur i enkeltstemmer. Man bør dog sikre sig, at enkeltstemmerne er transponeret korrekt (afsnit 3), og at alle relevante oplysninger (afsnit 4) fremgår i hver enkeltstemme. Af hensyn til det musikalske overblik bør øvebogstaver fortrinsvis stå noteret ved begyndelsen på en ny linje. I enkeltstemmen til guitar, klaver, bas og trommer bør hver linje så vidt muligt bestå af samme antal takter.

Flertakters pauser

En pause på to eller flere takter noteres med en flertakters pause. Flertakters pauser må ikke krydse (og skjule) øvebogstaver, taktartsskift, temposkift og karakterskift: (Pick Up the Pieces)

Cues

I komplekse musikstykker, hvor det kan være svært for musikerne at bevare overblikket, indsætter man ofte cues i noderne. Et cue er et kort citat fra en stemme, der indsættes i en anden stemme for at hjælpe den pågældende musiker med at orientere sig i noderne i forhold til den klingende musik. Cues noteres med stiknoder og suppleres med en angivelse af, hvilket musikinstrument i bandet der spiller det angivne cue: (Summertime)

Cues benyttes typisk, hvis der forekommer en lang pause i en stemme, som gør det vanskeligt for musikeren efterfølgende at falde ind på det rette tidspunkt. Ved at notere et kort cue før musikeren skal falde ind, giver man musikeren noget konkret klangligt at orientere sig efter. Efter meget lange pauser bør cuet være tilsvarende længere, så musikeren har god tid til at orientere sig i noden.

Cues noteres i samme transposition som noderne i det nodesystem, de står noteret i. Til basun skal alle cues således noteres, som de klinger, idet basunen er et ikke-transponerende instrument. Over eller under alle cues noteres separate pauser, der tydeliggør, at den egentlige stemme holder pause. For at få bedre plads til pauserne og for at øge læsbarheden kan man eventuelt oktavere cuet eller ændre retningen på nodehalsene i cuet.

Sideskift

Under en indstudering springer musikerne ofte frem og tilbage i partituret og øver enkeltvise afsnit. Hvis der undervejs i partituret er foretaget ændringer i karakter, tempo, dynamik eller spillestil, kan man eventuelt angive disse ændringer ved begyndelsen på alle efterfølgende sider, så musikerne altid har alle væsentlige oplysninger stående, uanset hvilke afsnit af partituret de øver.

Hvis en enkeltstemme fylder mere end to sider, er det vigtigt, at musikeren har tid til at skifte side under fremførelsen. Hver anden side (begyndende fra siden, der efter indbinding af partituret, er placeret til højre) bør derfor så vidt muligt afsluttes, når der forekommer en pause i stemmen. Om nødvendigt kan en side afsluttes allerede efter få systemer. Hvis en musiker skal spille omgående efter et sideskift, angives det med teksten V.S. umiddelbart inden sideskiftet: (Tuxedo Junction)

Udskrift på papir

Bigbandpartituret og alle enkeltstemmer skal udskrives dobbeltsidet, dvs. med print på begge sider af papiret. En enkeltstemme kan dog udskrives enkeltsidet, hvis den ikke overskrider to sider.

Enkeltstemmer udskrives i A4-format eller i det lidt større B4-format. Mange foretrækker B4. Bigbandpartituret udskrives i B4- eller A3-format, afhængigt af antallet af nodesystemer på hver partiturside. I lande, der benytter nordamerikanske papirstørrelser (USA, Canada og Mexico), udskrives enkeltstemmer almindeligvis i størrelsen 10 x 13 inches, alternativt op til 11 x 14 inches. Bigbandpartituret udskrives i 11 x 14 inches eller sjældnere 11 x 17 inches. Bigbandpartituret kan eventuelt udskrives horisontalt.

I enkeltstemmer bør nodesystemerne have en størrelse på mellem 7,0 og 8,5 millimeter (målt fra nederste til øverste nodelinje). Særligt basunister har behov for store nodesystemer og en tydelig læsbar tekst, grundet deres afstand til nodestativet. I bigbandpartituret bør nodesystemerne ikke være mindre end 4 millimeter.

Almindeligvis benyttes 100 grams offset papir til udskrift. Tyndere papirtyper kan støje ved sideskift og giver desuden risiko for, at noderne på bagsiden af papiret kan ses gennem forsiden.

Bigbandpartituret og hver enkeltstemme skal indbindes på en sådan måde, at noderne kan ligge flat på nodestativet uden at klappe sammen. En af følgende tre indbindingsmetoder anbefales:

• Partitursiderne udskrives sammenhængende to og to, foldes på midten som et hæfte, og klipses sammen langs ryggen.
• Partitursiderne udskrives enkeltvist og indbindes med en plastik- eller metalspiral. Det er vigtigt, at der benyttes en rigtig spiral (coil binding) og ikke en "spiral" med individuelle ringe, der hver især foldes omkring sideryggen (comb binding). Sidstnævnte kan skabe støj ved sideskift, og de bagerste sider kan desuden nemt falde ud af indbindingen.
• Partitursiderne udskrives enkeltvist og tapes sammen med kirurgisk tape (eller en lignende fleksibel tape). For- og bagside tapes sammen langs ryggen, og de øvrige sider tapes enkeltvist fast mellem de to sider.

Enkeltstemmer kan eventuelt udleveres som løsark, hvis stemmerne ikke overskrider to sider.

Et bigbandpartitur er en oversigt over alle stemmer i en komposition for bigband. Se et eksempel på et bigbandpartitur her (pdf) og lyt samtidig til musikken (computergenereret lydfil).

1. Besætning

Et bigband er en gruppe af musikere, der samarbejder om at fremføre et stykke musik, normalt under ledelse af en dirigent. Bigbandet spiller især jazz, men også blues, funk, latinamerikansk musik og pop kan være en del af repertoiret. Et almindeligt bigband er besat af 17 musikere:

Rytmegruppens bas kan være enten en basguitar eller en kontrabas. Guitaren er normalt en elektrisk guitar. Basun 4 kan være enten en almindelig basun eller en basbasun.

Ønsket om flere klangmuligheder har medført at en del bigbands ikke følger standardbesætningen angivet herover. Almindelige udvidelser er tværfløjte, klarinet, sopransaxofon, flygelhorn og tuba.

2. Opstilling

Musikinstrumenterne noteres i separate nodesystemer. Nodesystemerne opstilles lodret under hinanden i rækkefølgen saxofoner, trompeter, basuner, guitar, klaver, bas og trommer. Blæseinstrumenterne i hver gruppe opstilles efter tonehøjde med de lyseste instrumenter øverst.

Opsætning

I partiturets venstre side forbindes nodesystemerne af en lodret linje. For visuelt at adskille blæseinstrumenterne omsluttes saxofoner, trompeter og basuner af hver deres klamme (en tyk streg rundt om nodesystemerne):

Hvis klaveret er noteret i klaversystemet, omsluttes de to nodesystemer af en akkolade (en kurvet streg ud for nodesystemerne). Guitar, bas og trommer omsluttes ikke:

Både klammer og akkolader noteres på alle partitures sider. Taktstreger afbrydes mellem hver klamme og mellem hvert musikinstrument i rytmegruppen.

Instrumentangivelser

Til venstre for nodesystemerne angives de tilhørende musikinstrumenter. Instrumentnavnene skrives ved partiturets begyndelse og eventuelt med forkortelser på partiturets øvrige sider. Almindeligvis benyttes engelske navne og forkortelser. Flere identiske musikinstrumenter adskilles med fortløbende tal:

3. Notation

Transponerende musikinstrumenter

En række af bigbandets musikinstrumenter er transponerende, hvilket vil sige, at de klinger i en anden tonehøjde, end de noteres. I en standard bigbandbesætning (afsnit 1) omfatter det:

Musikinstrument	Klinger
Altsaxofon	en stor sekst under noteret
Tenorsaxofon	en stor none under noteret
Barytonsaxofon	en oktav + en stor sekst under noteret
Trompet	en stor sekund under noteret
Guitar	en oktav under noteret
Bas	en oktav under noteret

Altsaxofon og barytonsaxofon skal således noteres i A-dur, hvis den egentlige toneart er C-dur. Tenorsaxofon og trompet skal noteres i D-dur, hvis den egentlige toneart er C-dur. Basun, klaver og trommer er ikke-transponerende.

I et transponeret partitur er musikinstrumenterne noteret, som de transponerer. I et C-partitur er musikinstrumenterne noteret, som de klinger. Oktavtransponerende instrumenter noteres dog altid transponeret for så vidt muligt at undgå brugen af mange bilinjer. Se et eksempel på et transponeret partitur (pdf) og et C-partitur (pdf).

Dirigenter foretrækker almindeligvis et transponeret partitur, da dirigenten og musikerne derved har en fælles forståelse af toneart og tonenavne. Musikerne spiller altid efter transponerede noder.

Faste fortegn

Transponerende musikinstrumenter, der ikke er oktavtransponerende, noteres i en anden toneart end musikstykkets egentlige toneart. De tilhørende faste fortegn ændres almindeligvis tilsvarende, så brugen af løse fortegn så vidt muligt undgås: (Soul Kitchen)

Improviserede soloer

Improviserede soloer angives med tekst (eksempelvis Alto 1 Solo) over nodesystemerne. Soloinstrumentets nodesystem forsynes med becifringer og skråstreger (én for hvert taktslag) under hele soloen: (Hard Sock Dance)

Øvebogstaver

Øvebogstaver er store fortløbende bogstaver (A, B, C, osv.), der adskiller passager i et partitur, så musikerne og dirigenten nemmere kan orientere sig i noderne under indstuderingen.

4. Udskrift i stemmer

Bigbandpartituret benyttes af dirigenten, fordi det giver et samlet overblik over alle stemmer. Musikerne i bigbandet benytter ikke bigbandpartituret men i stedet individuelle nodeark, såkaldte enkeltstemmer. Bigbandpartituret skal derfor udskrives i stemmer, hvilket vil sige, at det skal opdeles i en række korte nodeark beregnet hver musiker i bigbandet.

Flertakters pauser

En pause på to eller flere takter noteres med en flertakters pause: (Pick Up the Pieces)

Cues

I komplekse musikstykker, hvor det kan være svært for musikerne at bevare overblikket, indsætter man ofte cues i noderne. Et cue er et kort citat fra en stemme, der indsættes i en anden stemme for at hjælpe den pågældende musiker med at orientere sig i noderne i forhold til den klingende musik. Cues noteres med stiknoder og suppleres med en angivelse af, hvilket musikinstrument i bandet der spiller det angivne cue: (Summertime)