Puls

En puls er en række underliggende taktslag (også kaldet pulsslag) i et musikstykke, som danner grundlag for musikkens tempo og rytme. Når man klapper, danser eller vipper med foden til et musikstykke, er det taktslagene, man følger. Man siger, at man klapper, danser eller vipper med foden i takt til musikken.

1. Puls og taktslag

Det meste musik har en regelmæssig puls, hvilket vil sige, at der er en konstant tidsmæssig afstand mellem alle taktslag. Et eksempel på en sang med en regelmæssig puls er '(I Can't Get No) Satisfaction' (The Rolling Stones, 1965). Sangens puls er tydeligt hørbar, fordi trommerne markerer hvert taktslag:

Pulsen i et musikstykke er ikke altid hørbar. Det er almindeligt, at nogle taktslag er tavse, fordi de ikke markeres i musikken. Et eksempel på en sang med mange tavse pulsslag er 'Nothing Compares 2 U' (Sinéad O'Connor, 1990). Selvom mange af sangens taktslag er tavse, er der en underliggende regelmæssig puls:

Hvis der er en varierende tidsmæssig afstand mellem taktslagene, siger man, at musikken har en flydende puls. Der er meget få eksempler på populærmusik med en flydende puls. Et eksempel på en sang med en flydende puls er 'Who Wants to Live Forever' (Queen, 1996). Det er umuligt at klappe i takt til sangen, fordi pulsen er flydende:

Desto hurtigere pulsen er, dvs. desto kortere afstand der er mellem hvert taktslag, desto hurtigere er tempoet. Hvis pulsen er regelmæssig, kan man angive musikstykkets tempo som antallet af taktslag per minut. Det meste musik har mellem 80 og 160 taktslag per minut. Hvis pulsen er flydende, kan man ikke tale om et egentligt tempo, og betegnelsen rubato (i klassisk musik) eller free time (i rytmisk) benyttes i stedet for.

Det er vigtigt, at alle musikere følger det samme tempo og de samme taktslag, når de spiller sammen. Ellers vil resultatet blive urytmisk og umusikalsk. I et mindre band er musikerne og sangerne selv ansvarlige for at holde takten. Often the beat is established on-the-fly by one of the musicians who may just count out “1-2-3-4” (en eller to takter) so all the musicians know the speed to play at. This is typical when a band is performing live, or some musician friends are just jamming and having fun. I et større orkester, eksempelvis et symfoniorkester, er det dirigenten, der holder takten.

2. Takter

Taktslagene organiserer sig i mindre grupper med et bestemt antal taktslag i hver gruppe. Hver af disse grupper danner en enhed, som kaldes for en takt. En takt (også kaldet en measure) er et kort udsnit af musikken, der består af et antal taktslag. Typisk består et musikstykke af mange takter med det samme antal taktslag i hver takt.

I nodeskriften er takterne adskilt af lodrette streger, kaldet taktstreger. Bemærk at man normalt ikke sætter en taktstreg i venstre side, med mindre to nodesystemer er forbundne (som i klaversystemet). Takterne betyder ikke, at man skal stoppe ved stregen. Men det letter læsningen.

Langt størstedelen af al musik har 4 taktslag i hver takt. Men der kan også forekomme musik med 2, 3 eller 6 taktslag i hver takt, og i sjældne tilfælde også forekomme såkaldte "skæve" takter med eksempelvis 5, 7 eller 9 taktslag i hver takt. Mere herom i næste artikel om betoning. Antallet af slag per takt er perioden fra et betonet taktslag til næste betonede taktslag. Som regel fornemmes nogle taktslag mere betonede end andre.

Taktslagene navngives med fortløbende tal fra 1 og opefter. Ved begyndelsen på en ny takt starter man forfra med at tælle. Man kalder det første taktslag i takten for 1-slaget, det næste for 2-slaget, osv. Eksemplet her viser en gruppering af taktslagene i 4. Man siger da, at takten er 4-delt:

Dobbelte taktstreger kan bruges til at markere større afsnit i musikken, fx mellem vers og omkvæd. Til sidst i musikstykket sættes en dobbelt taktsteg (slut-taktstreg), hvor sidste taktstreg er fed.

3. Underdelinger

Det er sjældent, at alle rytmer i et musikstykke udelukkende markerer taktslagene. De fleste rytmer ligger som regel både på og mellem taktslagene, fordi det gør rytmerne mere levende og varierende. Der er derfor behov for at inddele taktslagene i nogle kortere dele, så musikerne også er enige om en rytmisk præcision, når de spiller mellem taktslagene.

Det mest almindelige er, at hvert taktslag deles i 2, 3 eller 4 lige lange underdelinger som vist her. Det er væsentligt, at alle underdelingerhar samme varighed:

En god øvelse er at vippe med foden i takt til taktslagene, samtidig med at man klapper hver af underdelingerne. Prøv også skifte mellem underdelingen i 2, 3 og 4 i en takt hver – særligt skiftet til og fra underdelingen i 3 er svært.

Når man skal lære rytmer, kan det være en hjælp at tælle taktslagene og underdelingerne højt, mens man udfører rytmen. En underdeling i 2 siges "1-og-2-og" osv., en underdeling i 3 siges "1-og-så-2-og-så" osv., mens en underdeling i 4 siges "1-så-og-så-2-så-og-så" osv.

I populærmusik bruger man engelske betegnelser til at beskrive en musikers rytmiske spillestil. En musiker kan spille på (ofte en blanding af):

• beatet (on-beat), dvs. lige på taktslagene
• offbeatet, dvs. på og-slagene
• backbeatet, dvs. på 2- og 4-slaget i 4-delt takt
• downbeatet, dvs. på 1-slaget.

I 'Gangsta's Paradise' (Coolio, 1995) spiller strygerne på beatet. I 'It's Time' (Brian Culbertson, 2011) spiller håndklappene på backbeatet. Og i 'Get Up Stand Up' (Bob Marley, 1973) spiller guitaren på off-beatet.