Tabel over tonearter: Se tabel på engelsk for gode kolonnenavne og tonenavne i tabel.
En toneart er en gruppe af toner, som et musikstykke er baseret på. Et musikstykke kan bruge alle toneartens toner, eller det kan bruge et uddrag af tonerne og i nogle tilfælde inddrage andre toner. Det meste populærmusik er skrevet i én enkelt toneart, men nogle musikstykker skifter toneart undervejs.
Indhold
1. Dur- og moltonearter
Man skelner mellem durtonearter og moltonearter. I durtonearter udgøres tonematerialet af en durskala, og i moltonearter udgøres tonematerialet af en ren molskala. Tonearten c-dur udgøres eksempelvis af tonerne fra c-durskalaen, og tonearten a-mol udgøres af tonerne fra den rene a-molskala.
Første tone i skalaen kaldes grundtonen eller tonika, og det er også toneartens grundtone. Grundtonen er den centrale tone, som alle andre toner i tonearten relaterer sig til. Den er et stabilt hvilested, som melodien kan falde til hvile på.
Nedenfor er melodien til den engelske vuggevise "Twinkle, Twinkle, Little Star". Melodien består af tonerne c, d, e, f, g og a, som alle hører til tonearten c-dur:
Når man lytter til melodien, opleves tonen c som den naturlige afslutning, hvor melodien kan falde til hvile. Derfor er det tydeligt, at grundtonen er c, og tonearten er c-dur.
Musikstykker i durtonearter lyder ofte glade og opløftende. Musikstykker i moltonearter lyder ofte triste og melankolske.
Paralleltonearter
En dur- og en moltoneart er paralleltonearter, når de har samme tonemateriale. Tonearterne g-dur og e-mol er eksempler på paralleltonearter:
Hver durtoneart har en parallel moltoneart og omvendt. Den parallelle moltoneart har grundtone en lille terts under durtoneartens grundtone. I eksemplet ovenfor ligger grundtonen e en lille terts under grundtonen g.
Varianttonearter
En dur- og en moltoneart er varianttonearter, når de har samme grundtone. Tonearterne c-dur og c-mol er eksempler på varianttonearter:
Varianttonearter har forskelligt tonemateriale. Moltonearter adskiller sig fra durtonearter ved, at 3., 6. og 7. trin i tonearten er sænket en halvtone.
2. Faste fortegn
I nodeskriften angives tonearter med faste fortegn i begyndelsen af nodesystemet umiddelbart efter nøglen. De faste fortegn fastlægger musikstykkets tonemateriale og dermed enten en durtoneart eller dens parallelle moltoneart.
Nedenfor er en oversigt over tonearter og faste fortegn. Paralleltonearterne c-dur og a-mol har ingen faste fortegn. Alle andre tonearter har mellem et og syv faste fortegn. Tonearter med op til tre faste fortegn er de mest almindelige.
Kvintcirklen er et godt visuelt hjælperedskab til at huske tonearterne og deres fortegn. Hvis du kan huske durtonearterne, kan du nemt finde de parallelle moltonearter ved at gå en lille terts ned fra durtoneartens grundtone.
| Dur | Mol | Antal fortegn | Notation |
|---|---|---|---|
| c-dur | a-mol | 0 |  |
Kryds-tonearter
Hver gang grundtonen hæves en ren kvint fra c-dur tilføjes et kryds til tonearten. Tonearten g-dur (en ren kvint over c-dur) har eksempelvis ét kryds, og tonearten d-dur (to rene kvinter over c-dur) har to krydser.
Durtonearternes grundtone ligger en halvtone over det sidst noterede kryds i de faste fortegn. Rækkefølgen af krydser kan huskes med remsen "far cykler gennem døren af et hus". Her er en oversigt over kryds-tonearter:
| Dur | Mol | Antal fortegn | Fortegn for | Notation |
|---|---|---|---|---|
| g-dur | e-mol | 1 | f |  |
| d-dur | h-mol | 2 | f, c |  |
| a-dur | fis-mol | 3 | f, c, g |  |
| e-dur | cis-mol | 4 | f, c, g, d |  |
| h-dur | gis-mol | 5 | f, c, g, d, a |  |
| fis-dur | dis-mol | 6 | f, c, g, d, a, e |  |
| cis-dur | ais-mol | 7 | f, c, g, d, a, e, h |  |
Øvelser
Tonearter » Op til tre fortegn » ♯-tonearter
Tonearter » Over tre fortegn » ♯-tonearter
B-tonearter
Hver gang grundtonen sænkes en ren kvint fra c-dur tilføjes et b til tonearten. Tonearten f-dur (en ren kvint under c-dur) har eksempelvis ét b, og tonearten b-dur (to rene kvinter under c-dur) har to b'er.
Durtonearternes grundtone er identisk med næstsidst noterede b i de faste fortegn (med undtagelse af f-dur). Rækkefølgen af b'er kan huskes med remsen "her er alle de glade chokoladefrøer". Bemærk at den tilsvarer rækkefølgen af krydser, men i omvendt rækkefølge. Her er en oversigt over b-tonearter:
| Dur | Mol | Antal fortegn | Fortegn for | Notation |
|---|---|---|---|---|
| f-dur | d-mol | 1 | h |  |
| b-dur | g-mol | 2 | h, e |  |
| es-dur | c-mol | 3 | h, e, a |  |
| as-dur | f-mol | 4 | h, e, a, d |  |
| des-dur | b-mol | 5 | h, e, a, d, g |  |
| ges-dur | es-mol | 6 | h, e, a, d, g, c |  |
| ces-dur | as-mol | 7 | h, e, a, d, g, c, f |  |
Enharmoniske tonearter
Tonearter, der har identisk tonehøjde (dvs. spilles på de samme tangenter på klaveret) men forskellige navne og notationsmåder, kaldes enharmoniske tonearter. Tonearterne ges-dur og es-mol er enharmoniske med fis-dur og dis-mol.
Tonearter med syv fortegn (cis-dur/ais-mol og ces-dur/as-mol) bruges meget sjældent. Som regel bruger man de enharmoniske tonearter (des-dur/b-mol og h-dur/gis-mol) med fem fortegn i stedet, fordi de er nemmere at læse.
Øvelser
Tonearter » Op til tre fortegn » ♭-tonearter
Tonearter » Over tre fortegn » ♭-tonearter
3. Akkorder i en toneart
Tonerne i en hvilken som helst toneart kan sammensættes til syv forskellige treklange: tre dur-akkorder, tre mol-akkorder og en dim-akkord. Treklangene er sammensat ved at stable to tertser på hver tone i tonearten.
I durtonearter udgøres tonematerialet af en durskala, og akkorderne på hvert trin i skalaen er dur, mol, mol, dur, dur, mol og dim. Her er akkorderne i c-dur:
De fleste musikstykker bruger primært akkorder, der er sammensat ved brug af toner fra musikstykkets toneart, fordi de passer godt sammen. Akkorderne på toneartens 1., 4. og 5. trin er som regel dem, der bruges oftest. I durtonearter er de alle tre dur-akkorder.
I moltonearter udgøres tonematerialet af en ren molskala, og akkorderne på hvert trin i skalaen er mol, dim, dur, mol, mol, dur og dur. Her er akkorderne i a-mol:
I moltonearter er det ligesom i durtonearter akkorderne på 1., 4. og 5. trin, der bruges oftest. I moltonearter er de alle tre molakkorder. I moltonearter er det imidlertid almindeligt at spille akkorden på 5. trin som en dur-akkord i stedet for en molakkord. Ved at ændre akkorden til en dur-akkord indgår toneartens ledetone i akkorden, som dermed har en større tiltrækningskraft mod akkorden på 1. trin.
I eksemplet ovenfor er akkorden på 5. trin en Em (bestående af tonerne e, g og h). Ved at ændre akkorden til E (bestående af tonerne e, gis og h), indgår tonen gis i akkorden, der er ledetone til toneartens grundtone a.
Paralleltonearter som eksempelvis c-dur og a-mol har samme tonemateriale og akkordmateriale, men de mest brugte akkorder på toneartens 1., 4. og 5. trin er forskellige. I c-dur er de mest brugte akkorder C, F og G, og i a-mol er de Am, Dm og Em (eller E, hvis akkorden spilles som en dur-akkord).
Akkorderne i en toneart kan varieres ved, at man tilføjer en eller flere toner til dem. Det er forholdsvis almindeligt at tilføje en septim til akkorderne, især til akkorden på 5. trin. Her er akkorderne i c-dur med en tilføjet septim:
Akkorderne på hvert trin i durtonearter kaldes henholdsvis tonic chord, supertonic chord, mediant chord, subdominant chord, dominant chord, submediant chord og leading-tone chord. I moltonearter har akkorderne de samme navne, bortset fra sidste akkord, der kaldes subtonic chord, fordi moltonearter ikke har en ledetone på 7. trin.
Oversigt over akkorder
Nedenfor er en oversigt over akkorderne på hvert af de syv trin i durtonearter med op til 6 faste fortegn. Kvintcirklen er et godt hjælperedskab til at finde akkorder i en toneart, fordi den visualiserer tonearterne og deres akkorder.
| 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 |
|---|---|---|---|---|---|---|
| C | Dm | Em | F | G | Am | Ho |
| D♭ | E♭m | Fm | G♭ | A♭ | B♭m | Co |
| D | Em | F♯m | G | A | Hm | C♯o |
| E♭ | Fm | Gm | A♭ | B♭ | C♭m | Do |
| E | F♯m | G♯m | A | H | C♯m | D♯o |
| F | Gm | Am | B♭ | C | Dm | Eo |
| F♯ | G♯m | A♯m | H | C♯ | D♯m | E♯o |
| G♭ | A♭m | B♭m | C♭ | D♭ | E♭m | Fo |
| G | Am | Hm | C | D | Em | F♯o |
| A♭ | B♭m | Cm | D♭ | E♭ | Fm | Go |
| A | Hm | C♯m | D | E | F♯m | G♯o |
| B♭ | Cm | Dm | E♭ | F | Gm | Ao |
| H | C♯m | D♯m | E | F♯ | G♯m | A♯o |
4. Toneartsbestemmelse
Et musikstykkes toneart kan findes ved at undersøge musikstykkets faste fortegn, akkorder og melodi. Ofte er en undersøgelse af musikstykkets akkorder og om muligt faste fortegn tilstrækkelig til at bestemme tonearten. Vær opmærksom på, at tonearten kan skifte undervejs i musikstykket (se afsnit 6).
Faste fortegn
Hvis musikstykket findes på noder, fastlægger de faste fortegn tonearten til en specifik durtoneart eller dens parallelle moltoneart (se afsnit 2). For at bestemme, om tonearten er dur eller mol, må man undersøge akkorderne og eventuelt melodien.
Eventuelle løse fortegn har normalt ikke indflydelse på tonearten. Løse fortegn er forholdsvis almindelige i stort set alle musikgenrer. Hvis tonearten skifter undervejs, vil man normalt ikke bruge løse fortegn, men sætte nye faste fortegn.
Akkorder
De fleste musikstykker både starter og slutter med akkorden på toneartens 1. trin. Hvis et musikstykke starter og slutter med eksempelvis akkorden Cm, er det derfor en tydelig indikation på, at tonearten er c-mol.
Som regel bruger musikstykker primært akkorderne på toneartens 1., 4. og 5. trin (se afsnit 3). Akkorderne kan dermed fastlægge en specifik toneart, og de gør det samtidig muligt at adskille en durtoneart fra dens parallelle moltoneart.
Tonearterne c-dur og a-mol har eksempelvis samme faste fortegn, men de primære akkorder på 1., 4. og 5. trin er forskellige. I c-dur er de primære akkorder C, F og G, og i a-mol er de Am, Dm og Em (sidstnævnte ofte spillet som en dur-akkord).
I eksemplet herunder fra "Imagine" (John Lennon, 1971) indikerer de faste fortegn, at tonearten er enten c-dur eller a-mol. Akkorderne bekræfter, at tonearten er c-dur:
Melodi
Et musikstykkes melodi bruger ikke nødvendigvis alle syv forskellige toner i tonearten. Ofte kan ganske få toner dog være tilstrækkelige til, at man kan fastlægge tonematerialet og dermed indsnævre de mulige tonearter.
Hvis en melodi eksempelvis bruger tonerne e og f, kan tonearten kun være c-dur, f-dur eller en af deres to parallelle moltonearter. Det kan ikke være en krydstoneart, fordi der er kryds for tonen f i alle krydstonearter. Det kan ikke være en b-toneart med to eller flere b'er, fordi der er b for tonen e i alle disse tonearter.
Moltonearter kan i nogle tilfælde genkendes ved brug af løse fortegn i melodien. Det skyldes, at ledetonen på 7. trin i moltonearter kun kan noteres ved brug af et løst fortegn. Tonearten a-mol har eksempelvis ingen fortegn, men ledetonen gis noteres ved brug af et fortegn.
Melodien stræber ofte mod grundtonen og falder ofte til ro på grundtonen, uden at man som lytter føler trang til, at melodien skal fortsætte. Melodiens sluttone er endvidere ofte den samme som grundtonen. Melodiens tonemateriale og tonebevægelser kan dermed fastlægge tonearten.
5. Kirketonearter
Det meste musik er skrevet i en durtoneart eller moltoneart, men der findes også musik, som er skrevet i en af kirketonearterne. Kirketonearterne er syv skalaer med oprindelse i middelalderen, som i dag primært bruges i folkemusik, jazz og rock. Deres navne er jonisk, dorisk, frygisk, lydisk, mixolydisk, æolisk og lokrisk.
Kirketonearterne består af de samme toner som en durskala, men de starter på hvert af de syv trin i durskalaen. En c‑durskala (c, d, e, f, g, a og h) indeholder eksempelvis d‑dorisk på 2. trin (d, e, f, g, a, h og c) og g‑mixolydisk på 5. trin (g, a, h, c, d, e og f). Læs om kirketonearterne i teksten om skalaer, hvis ikke du kender dem.
Ligesom at der for hver durskala findes en parallel molskala med det samme tonemateriale, findes der for hver durskala syv forskellige kirketonearter med det samme tonemateriale. Derfor kan kirketonearter ikke identificeres ud fra tonematerialet alene. Det er nødvendigt også at bestemme grundtonen.
Folkemelodien "What Shall We Do" i eksemplet herunder har ingen faste fortegn og bruger alle syv forskellige stamtoner (c, d, e, f, g, a og h). Det vil normalt betyde, at tonearten er c-dur eller a-mol, men det høres tydeligt, at grundtonen er et d. Tonen d ligger på 2. trin i tonearten c-dur, og derfor er tonearten d-dorisk:
Notation af kirketonearter
Kirketonearter kan noteres på to forskellige måder. I nogle tilfælde noteres kirketonearter med samme faste fortegn som den durtoneart, de deler tonemateriale med. Det er tilfældet i eksemplet herover, hvor d-dorisk er noteret uden faste fortegn ligesom c-dur, fordi den deler tonemateriale med c-dur.
I andre tilfælde noteres kirketonearter med samme faste fortegn som den dur- eller moltoneart, de deler grundtone med. Med denne notationsmåde noteres d-dorisk med samme faste fortegn som d-mol, fordi den deler grundtone med d-mol. Her er eksemplet i d-dorisk fra før, men denne gang noteret med samme faste fortegn som d-mol:
Fordelen ved sidstnævnte notationsmåde er, at de faste fortegn giver en indikation af musikstykkets grundtone, fordi fortegnene tilhører moltonearten med samme grundtone. Ulempen er, at de faste fortegn ikke afspejler tonematerialet, og at man derfor må bruge løse fortegn til efterfølgende at korrigere tonerne.
Kirketonearterne lydisk og mixolydisk noteres ofte med samme fortegn som den durtoneart, de deler grundtone med, fordi der kun er én tones forskel, og fordi behovet for løse fortegn dermed er lille. Forskellen på g-mixolydisk (g, a, h, c, d, e og f) og g-dur (g, a, h, c, d, e og fis) er eksempelvis kun den sidste tone.
Kirketonearterne dorisk og frygisk noteres ofte med samme fortegn som den moltoneart, de deler grundtone med, fordi der kun er én tones forskel, og fordi behovet for løse fortegn dermed er lille. Forskellen på d-dorisk (d, e, f, g, a, h og c) og d-mol (d, e, f, g, a, b og c) er eksempelvis kun den næstsidste tone.
Sammenhæng med dur- og moltonearter
En jonisk skala er identisk med en durskala, og en æolisk skala er identisk med en ren molskala. Eksempelvis er c-jonisk identisk med c-dur og a-æolisk identisk med ren a-mol. Durtonearterne og moltonearterne er med andre ord en videreførsel af kirketonearterne jonisk og æolisk, men under nye navne.
Nogle personer skelner ikke mellem dur og ionisk samt mol og æolisk. De bruger navnene som synonymer. Andre tillægger kirketonearterne en særlig harmonisk betydning, fordi de har oprindelse i middelalderens modale musik. De bruger kun kirketonearternes navne i forbindelse med modal musik, ny som gammel.
6. Modulation
En modulation er et skift fra en toneart til en anden. Når et musikstykke skifter toneart, siger man, at musikstykket modulerer til en ny toneart. Modulationer er forholdsvis almindelige i det meste musik, men bruges især i længere klassiske musikstykker til at skabe variation, fremdrift og ny energi i musikken.
En modulation kan genkendes ved, at musikstykkets tonemateriale ændres. Det kan komme til udtryk ved brug af nye akkorder og nye toner i melodien, som ikke tilhører den eksisterende toneart. I nodeskriften indebærer modulationer som regel enten et skift af faste fortegn eller indførsel af løse fortegn.
En undtagelse herfor er modulationer til paralleltonearten, der gør brug af samme tonemateriale som hovedtonearten. I det tilfælde ændres tonematerialet og fortegnene ikke, men melodien og akkorderne tilpasser sig den nye grundtone. I praksis betyder det blandt andet, at de primære akkorder på 1., 4. og 5. trin skifter.
I følgende eksempel fra "You'll Be in My Heart" (Phil Collins, 1999) modulerer musikstykket fra fis-dur i verset til es-dur i omkvædet. Modulationen kommer til udtryk ved en ændring af de faste fortegn og ved en ændring af akkorderne over nodesystemet. Akkorderne B♭, E♭ og A♭/E♭ hører til den nye toneart:
Hvis et musikstykke kun skifter toneart meget kortvarigt, vil man normalt kalde det et tonalt udsving og ikke en modulation. I et tonalt udsving forlades den nye toneart rimeligt hurtigt igen, som regel tilbage til den oprindelige toneart, og tonearten når således ikke at blive etableret.
Almindelige modulationer
Nogle modulationer er mere almindelige end andre. En af de mest almindelige modulationer i populærmusik er en modulation til tonearten en halvtone eller heltone over den eksisterende toneart. Modulationen bruges ofte i sidste omkvæd til at give sangen et løft, så lytteren oplever den med fornyet energi.
Et eksempel på en sang, der modulerer en halvtone op flere gange, er "Love on Top" (Beyoncé, 2011). Omkvædet gentages fire gange til sidst i sangen, hver gang moduleret en halvtone op. Sangens toneart er c-dur, og de fire sidste omkvæd er i henholdsvis des-dur, d-dur, es-dur og e-dur.
En anden almindelig modulation i både klassisk musik og populærmusik er en modulation til paralleltonearten. Fordi de to tonearter har samme tonemateriale, opleves denne modulation ikke så markant. Et kendetegn ved denne modulation er et skift fra dur til mol eller omvendt.
Et eksempel på en sang, der modulerer til paralleltonearten, er "Mirrors" (Justin Timberlake, 2009). Sangens toneart er c-mol, men i alle omkvædene modulerer sangen til es-dur. Efter hvert omkvæd modulerer sangen tilbage til c-mol.
En tredje forholdsvis almindelig modulation i både klassisk musik og populærmusik er en modulation til varianttonearten. Fordi de to tonearter har forskelligt tonemateriale, opleves denne modulation mere markant end en modulation til paralleltonearten. I populærmusik bruges denne modulation ofte mellem vers og omkvæd.
Et eksempel på en sang, der modulerer til varianttonearten, er "Happy Together" (The Turtles, 1967). Sangens toneart er fis-mol, men i alle omkvædene modulerer sangen til fis-dur. Modulationen fra mol til dur giver sangens omkvæd en positiv energi.
I klassisk musik er det desuden almindeligt at modulere til dominanttonearten (en ren kvint op) og subdominanttonearten (en ren kvint ned). Disse tonearter er nært relaterede med hovedtonearten, fordi der kun er én tones forskel, og derfor er det nemt at skabe en flydende overgang til den nye toneart.
Modulationstyper
Der findes grundlæggende to forskellige modulationstyper:
- Springmodulation. En modulation direkte til den nye toneart uden nogen form for forudgående varsel eller forberedelse.
- Overgangsmodulation. En modulation til den nye toneart ved brug af en eller flere akkorder, der tilhører begge tonearter.
Springmodulationen er den mest almindelige modulationstype i populærmusik. Eksemplerne "Love on Top" og "Happy Together" fra før er begge eksempler på springmodulationer. Et andet eksempel findes i "Wouldn't It Be Nice" (The Beach Boys, 1966), som pludseligt modulerer fra a-dur til f-dur, når sangen starter:
Overgangsmodulationen er mere almindelig i klassisk musik, men bruges også i populærmusik. Akkorderne, der bruges til at skabe en glidende overgang fra den ene toneart til den anden, kaldes pivotakkorder. Akkorden Fm tilhører eksempelvis både tonearterne c-mol (4. trin) og f-mol (1. trin), og den kan dermed bruges som pivotakkord.
I eksemplet herunder fra "Save Me" (Queen, 1980) modulerer musikstykket fra g-dur i verset til d-dur i omkvædet. Pivotakkorderne G og D bruges i overgangen mellem de to tonearter. Akkorderne ligger på 1. og 5. trin i g-dur samt 4. og 1. trin i d-dur:
Overgangsmodulationer finder ofte sted mellem nært beslægtede tonearter med mange fælles akkorder. Desto flere fælles akkorder to tonearter har, desto bedre mulighed er der for at bruge pivotakkorder til modulationen.
7. Transponering
Transponering er processen at flytte et musikstykke fra en toneart til en anden. Det indebærer i praksis, at alle toner og akkorder flyttes et specifikt interval op eller ned. En transponering fra c-dur til es-dur indebærer eksempelvis, at alle toner og akkorder flyttes en lille terts op, fordi der er en lille terts fra c op til es.
En transponering ændrer kun tonehøjderne og ikke tonernes og akkordernes struktur. Musikstykket forbliver med andre ord det samme, men flyttet til et lysere eller dybere toneleje. I eksemplet nedenfor er den engelske vuggevise "Twinkle, Twinkle, Little Star" spillet i først c-dur og derefter transponeret til es-dur:
Transponering bruges i mange situationer, heriblandt:
- Hvis en sang er for lys eller dyb til en sanger. Sangen transponeres til en toneart med et toneleje, der passer bedre til sangerens stemme.
- Hvis et musikstykke er svært at spille, fordi det har mange faste fortegn. Stykket transponeres til en toneart med færre faste fortegn.
- Hvis to musikere skal spille sammen, men har lært et musikstykke i hver deres toneart. Den ene musiker transponerer stykket til den andens toneart.
Hvis et musikstykke findes på noder i et nodeskrivningsprogram, er det ofte muligt automatisk at transponere musikstykket til en anden toneart. Alternativt findes der flere forskellige metoder til transponering beskrevet nedenfor. Det kan være en hjælp at kombinere metoderne.
Transponering ved hjælp af intervaller
Alle toner og akkorder flyttes et interval op eller ned svarende til afstanden mellem tonearterne. Hvis et musikstykke eksempelvis skal transponeres fra c-dur til e-dur, skal alle toner og akkorder flyttes en stor terts op.
Her er et eksempel på fire akkorder i c-dur: C, Dm, G7 og Am. Her er de samme fire akkorder flyttet en stor terts op til e-dur: E, F♯m, H7 og C♯m. Bemærk at transponeringen kun ændrer på grundtonerne og ikke på akkordtyperne.
Transponering ved hjælp af bevægelser
Den første tone og akkord flyttes et interval op eller ned svarende til afstanden mellem tonearterne. De efterfølgende toner og akkorder transponeres ved at kopiere interval-bevægelsen fra tone til tone og akkord til akkord.
Her er et eksempel på fire akkorder i d-dur: D, Em7, F♯m og G. Akkordernes grundtone bevæger sig trinvist op i tonearten. Her er første akkord transponeret til c-dur og den efterfølgende trinvise bevægelse kopieret: C, Dm7, Em og F.
Transponering ved hjælp af trin
Alle toner og akkorder flyttes fra det trin, de ligger på i den eksisterende toneart, til det tilsvarende trin i den nye toneart. Hvis en akkord på 4. trin i g-dur eksempelvis skal transponeres til f-dur, skal den flyttes til 4. trin i f-dur.
Her er et eksempel på fire akkorder i g-dur: G, Am7, D7 og Em. Akkorderne ligger på henholdsvis 1., 2. 5. og 6. trin i tonearten. Her er de samme fire akkorder transponeret til de samme fire trin i f-dur: F, Gm7, C7 og Dm.
Transponering ved hjælp af faste fortegn
Denne metode kan kun bruges, hvis musikstykket findes på noder. De faste fortegn i begyndelsen af nodesystemet ændres til den nye toneart. Alle toner og akkorder flyttes derefter et antal trin op eller ned svarende til antallet af trin mellem tonearterne. Eventuelle løse fortegn har ingen betydning, når tonerne flyttes.
Til slut korrigeres toner med løst fortegn. Hvis der er løst fortegn for en tone i den oprindelige toneart, skal tonen tilsvarende ændres i den transponerede udgave. Her er et eksempel fra "The Entertainer" (Scott Joplin, 1902) i c-dur:
I følgende eksempel er musikstykket transponeret til a-dur. Transponeringen er sket ved at ændre de faste fortegn til tre krydser, og ved at flytte alle toner tre trin ned (fordi der er tre trin fra c ned til a). Til sidst er de to toner med løst fortegn hævet en halvtone, ligesom de er det i den oprindelige toneart:
I eksemplet ovenfor er de løse fortegn de samme i både den oprindelige toneart og den nye toneart. Det er imidlertid ikke altid tilfældet. Hvis der eksempelvis er b for en tone i de faste fortegn i den nye toneart, hæves tonen en halvtone ved brug af et opløsningstegn og ikke ved brug af et kryds.