Skalaer

En skala er en række af toner arrangeret efter tonehøjde. Tonerne i en skala hører sammen og bruges ofte som grundlag for melodier og akkorder i musik. Det meste populærmusik er baseret på tonerne fra én enkelt durskala eller molskala, men nogle musikstykker bruger forskellige skalaer undervejs.

1. Skalaopbygning

Skalaer noteres som regel i opadgående form, så tonerne er i rækkefølge fra den dybeste til den lyseste tone. Den tone, skalaen opbygges fra og navngives efter, kaldes grundtonen. Her er et eksempel på en skala med g som grundtone:

Grundtonen gentages til sidst for at afrunde skalaen. Gentagelsen medregnes ikke som en ny tone, og skalaen ovenfor består derfor af syv forskellige toner.

Her er et uddrag fra "Minuet in G" (Christian Petzold, 1725), der gør brug af skalaen ovenfor. Melodien bruger alle toner fra skalaen, men et musikstykke behøver ikke nødvendigvis at bruge alle toner i en skala:

Afstande mellem skalatonerne

Afstanden mellem tonerne i en skala kan være 1, 2 eller 3 halvtoner. En afstand på 2 halvtoner kaldes også en heltone. Hver skalatype kan beskrives med en talrække, der angiver afstanden mellem skalatonerne, eksempelvis 2-2-1-2-2-2-1:

Afstanden mellem tonerne i en skalatype er den samme uanset grundtonen. Her er den samme skalatype som ovenfor, men med en ny grundtone. Bemærk hvor ensartede de to forskellige udgaver af skalatypen lyder:

På engelsk bruges ofte bogstaverne H (half step) og W (whole step) eller S (semitone) og T (tone) i stedet for tallene 1 og 2. Skalatypen ovenfor kan derfor også beskrives med bogstavrækken W-W-H-W-W-W-H eller T-T-S-T-T-T-S.

Skalatrin

Hver tone i en skala har et nummer kaldet et trin, som angiver tonens afstand fra grundtonen. Hver stamtone med eller uden fortegn repræsenterer et trin. Hver linje og hvert mellemrum i nodesystemet repræsenterer også et trin. Grundtonen ligger på 1. skalatrin. Efter syv skalatrin kommer grundtonen og 1. skalatrin igen:

Durskalaen, molskalaerne og kirketonearterne, der beskrives nedenfor, består af syv forskellige toner og skal noteres ved brug af syv forskellige skalatrin. Følgende notation af skalaen ovenfor er forkert, fordi 3. skalatrin bruges to gange:

De syv skalatrin kaldes tonic, supertonic, mediant, subdominant, dominant, submediant og leading tone. Hvis 7. skalatrin ligger to halvtoner under grundtonen i stedet for én halvtone under, bruges betegnelsen subtonic i stedet for leading tone.

2. Durskala

En durskala består af syv forskellige toner i strukturen 2-2-1-2-2-2-1, hvor 1 er en halvtone, og 2 er en heltone. Her er en c-durskala:

Et kendetegn ved durskalaen er den store terts på 3. trin, der karakteriserer dur, og den store septim på 7. trin, der er ledetone til grundtonen. Det er den mest almindelige skala i klassisk musik og populærmusik over det meste af verden.

Eksempler på musikstykker i dur:

• Vivaldi: "De fire årstider: Forår", 1723. I e-dur.
• Wet Wet Wet: "Love Is All Around", 1994. I b-dur.
• Owl City: "Good Time", 2012. I es-dur.

3. Molskalaer

Der findes tre forskellige molskalaer: ren mol, harmonisk mol og melodisk mol. Musikstykker i mol bruger ofte en kombination af de forskellige molskalaer. Ofte siger man derfor, at et musikstykke er i mol uanset typen af molskala.

Ren molskala

En ren molskala består af syv forskellige toner i strukturen 2-1-2-2-1-2-2, hvor 1 er en halvtone, og 2 er en heltone. Her er en ren c-molskala:

Et kendetegn ved den rene molskala er den lille terts på 3. trin, der karakteriserer mol, og den lille septim på 7. trin, der gør, at skalaen ikke har en ledetone. Den er en af de mest almindelige skalaer i klassisk musik og populærmusik over det meste af verden.

Eksempler på musikstykker i ren mol:

• Kate Bush: "Running Up That Hill", 1985. I ren c-mol.
• Yann Tiersen: "La valse d'Amélie", 2001. I ren a-mol.
• Shawn Mendes: "Señorita", 2018. I ren a-mol.

En durskala og en ren molskala er parallelle, når de har samme tonemateriale. Hver durskala har en parallel molskala med grundtone på durskalaens 6. trin. Skalaen a-mol er eksempelvis parallel til c-dur. En durskala og en ren molskala er varianter, når de har samme grundtone. Skalaen c-mol er eksempelvis variant til c-dur.

Harmonisk molskala

En harmonisk molskala består af syv forskellige toner i strukturen 2-1-2-2-1-3-1. Skalaen tilsvarer en ren molskala med et hævet 7. trin. Her er en harmonisk c-molskala:

Et kendetegn ved den harmoniske molskala er den lille terts på 3. trin, der karakteriserer mol, og den forstørrede sekund mellem 6. trin og ledetonen på 7. trin.

En harmonisk molskala bruges som regel kun kortvarigt som supplement til den rene molskala. Ledetonen på 7. trin er velegnet til opadgående melodibevægelser, der leder op til grundtonen.

Melodisk molskala

En melodisk molskala består af syv forskellige toner i strukturen 2-1-2-2-2-2-1. Skalaen tilsvarer en ren molskala med et hævet 6. og 7. trin. Her er en melodisk c-molskala:

Et kendetegn ved den melodiske molskala er den lille terts på 3. trin, der karakteriserer mol, den store sekst på 6. trin og den store septim på 7. trin, der er ledetone til grundtonen.

En melodisk molskala bruges som regel kun kortvarigt som supplement til den rene molskala. Den store sekst på 6. trin og ledetonen på 7. trin er velegnede til opadgående melodibevægelser, der leder op til grundtonen.

Et eksempel på en sang, der bruger forskellige molskalaer, er "This Love" (Maroon 5, 2002). Sangen er i c-mol og bruger ledetonen fra den harmoniske molskala på første meloditone. Senere bruges den lille septim fra den rene molskala.

4. Pentatone skalaer

En pentaton skala består af fem toner. Der findes mange forskellige pentatone skalaer, men de to langt mest almindelige er durpentaton og molpentaton.

Durpentaton skala

En durpentaton skala består af fem forskellige toner i strukturen 2-2-3-2-3. Skalaen tilsvarer en durskala uden 4. og 7. trin. Her er en c-durpentaton skala:

Et kendetegn ved den durpentatone skala er den store terts på 3. trin, der karakteriserer dur, det begrænsede antal toner og manglen på halvtoner.

Den durpentatone skala er almindelig i populærmusik og folkemusik over hele verden og anvendes især i melodier og til improvisation. Akkorder er som regel baseret på andre skalaer med flere toner end den durpentatone skala.

Eksempler på durpentatone melodier:

• John Newton: "Amazing Grace", 1773. I g-durpentaton.
• Katy Perry: "Roar", 2013. I b-durpentaton.
• Taylor Swift: "Delicate", 2018. I c-durpentaton.

Molpentaton skala

En molpentaton skala består af fem forskellige toner i strukturen 3-2-2-3-2. Skalaen tilsvarer en ren molskala uden 2. og 6. trin. Her er en c-molpentaton skala:

Et kendetegn ved den molpentatone skala er den lille terts på 3. trin, der karakteriserer mol, det begrænsede antal toner og manglen på halvtoner.

Den molpentatone skala er almindelig i populærmusik og folkemusik over hele verden og anvendes især i melodier og til improvisation. Akkorder er som regel baseret på andre skalaer med flere toner end den molpentatone skala.

Eksempler på molpentatone melodier:

• Toploader: "Dancing In the Moonlight", 2000. I c-molpentaton.
• Ed Sheeran: "Shape of You", 2017. I cis-molpentaton.
• The Weekend: "Blinding Lights", 2020. I c-molpentaton.

5. Bluesskala

En bluesskala består af seks forskellige toner i strukturen 3-2-1-1-3-2. Skalaen tilsvarer en molpentaton skala med en formindsket kvint. Her er en c-bluesskala:

Et kendetegn ved bluesskalaen er den lille terts på 3. trin, den formindskede kvint på 5. trin og den lille septim på 7. trin. Ofte spilles og synges disse tre toner ikke helt rent, men som en mellemting mellem lille og stor terts, formindsket og ren kvint samt lille og stor septim. Når tonerne spilles og synges sådan, kaldes de blå toner.

Blå toner er karakteristiske for blues og kan bruges i kombination med både dur- og molakkorder. Blå toner kan synges og spilles på de fleste blæseinstrumenter og strengeinstrumenter. På et klaver kan man ikke variere de enkelte toners tonehøjde, og derfor må man nøjes med at spille tonerne på almindelig vis.

Bluesskalaen er almindelig i blues, jazz, country, rock og funk og anvendes især i melodier og til improvisation. Akkorder er er som regel baseret på andre skalaer end bluesskalaen.

Eksempler på blues-melodier:

• Etta James: "I'd Rather Go Blind", 1968. I fis-blues.
• B.B King: "The Thrill Is Gone", 1969. I h-blues.
• Jimi Hendrix: "Red House", 1969. I bb-blues.

6. Kirketonearter

Kirketonearterne er syv skalaer med oprindelse i europæisk musik i middelalderen. Fra begyndelsen af 1600-tallet blev dur- og molskalaerne mere almindelige, men kirketonearterne anvendes stadigvæk i dag, især i folkemusik, jazz og rock.

Kirketonearternes navne er jonisk, dorisk, frygisk, lydisk, mixolydisk, æolisk og lokrisk. De består af de samme toner som en durskala, men de starter på hvert af de syv trin i durskalaen. Enhver durskala indeholder alle syv kirketonearter.

En c‑durskala (bestående af tonerne c, d, e, f, g, a, h og c) indeholder eksempelvis d‑dorisk på 2. trin (d, e, f, g, a, h, c og d) og g‑mixolydisk på 5. trin (g, a, h, c, d, e, f og g).

Jonisk skala

En jonisk skala starter på 1. trin i durskalaen. Skalaen er identisk med en durskala. Her er en c-jonisk skala:

Et kendetegn ved den joniske skala er den store terts på 3. trin, der karakteriserer dur, og den store septim på 7. trin, der er ledetone til grundtonen.

Eksempler på musikstykker i jonisk:

• Bob Dylan: "Like a Rolling Stone", 1965. I c-jonisk.
• The Beatles: "Let It Be", 1970. I c-jonisk.
• Rihanna: "Stay", 2013. I c-jonisk.

Dorisk skala

En dorisk skala starter på 2. trin i durskalaen. Skalaen tilsvarer en ren molskala med et hævet 6. trin. Her er en c-dorisk skala:

Et kendetegn ved den doriske skala er den lille terts på 3. trin, der karakteriserer mol, og den store sekst på 6. trin, der adskiller skalaen fra en ren molskala.

Eksempler på musikstykker i dorisk:

• Traditional: "Drunken Sailor", ukendt år. I d-dorisk.
• John Coltrane: "Impressions", 1963. I d-dorisk og es-dorisk.
• Santana: "Oye Como Va", 1971. I a-dorisk.

Frygisk skala

En frygisk skala starter på 3. trin i durskalaen. Skalaen tilsvarer en ren molskala med et sænket 2. trin. Her er en c-frygisk skala:

Et kendetegn ved den frygiske skala er den lille terts på 3. trin, der karakteriserer mol, og den lille sekund på 2. trin, der adskiller skalaen fra en ren molskala.

Eksempler på musikstykker i frygisk:

• Pink Floyd: "Set the Controls for the Heart of the Sun", 1968. I a-frygisk.
• Slade: "Coz I Love You", 1970. I d-frygisk.
• The Clash: "London Calling", 1979. I e-frygisk.

Lydisk skala

En lydisk skala starter på 4. trin i durskalaen. Skalaen tilsvarer en durskala med et hævet 4. trin. Her er en c-lydisk skala:

Et kendetegn ved den lydiske skala er den store terts på 3. trin, der karakteriserer dur, og den forstørrede kvart på 4. trin, der adskiller skalaen fra en durskala.

Eksempler på musikstykker i lydisk:

• The Left Banke: "Pretty Ballerina", 1966. I es-lydisk.
• Joe Satriani: "Flying in a Blue Dream", 1989. I c-lydisk.
• Elliott Smith: "Waltz #1", 1998. I des-lydisk.

Mixolydisk skala

En mixolydisk skala starter på 5. trin i durskalaen. Skalaen tilsvarer en durskala med et sænket 7. trin. Her er en c-mixolydisk skala:

Et kendetegn ved den mixolydiske skala er den store terts på 3. trin, der karakteriserer dur, og den lille septim på 7. trin, der adskiller skalaen fra en durskala.

Eksempler på musikstykker i mixolydisk:

• Traditional: "She Moved Through the Fair", ukendt år. I d-mixolydisk.
• The Beatles: "Tomorrow Never Knows", 1966. I c-mixolydisk.
• Steve Earle: "Copperhead Road", 1988. I d-mixolydisk.

Æolisk skala

En æolisk skala starter på 6. trin i durskalaen. Skalaen er identisk med en ren molskala. Her er en c-æolisk skala:

Et kendetegn ved den æoliske skala er den lille terts på 3. trin, der karakteriserer mol, og den lille septim på 7. trin, der gør, at skalaen ikke har en ledetone.

Eksempler på musikstykker i æolisk:

• Kate Bush: "Running Up That Hill", 1985. I c-æolisk.
• R.E.M.: "Losing My Religion", 1991. I a-æolisk.
• Shawn Mendes: "Señorita", 2018. I a-æolisk.

Lokrisk skala

En lokrisk skala starter på 7. trin i durskalaen. Skalaen tilsvarer en ren molskala med et sænket 2. og 5. trin. Her er en c-lokrisk skala:

Et kendetegn ved den lokriske skala er den lille terts på 3. trin, der karakteriserer mol, den lille sekund på 2. trin og den formindskede kvint på 5. trin.

Den lokriske skala anvendes som regel kun kortvarigt. Den anvendes typisk i forbindelse med dim-akkorder, fordi skalaens 1., 3. og 5. trin tilsammen danner en dim-akkord.

7. Kromatisk skala

En kromatisk skala består af alle tolv forskellige toner. Afstanden mellem hver tone er en halvtone (1). Her er en kromatisk skala fra tonen c:

Et kendetegn ved den kromatiske skala er den ensartede afstand mellem alle toner. Alle toner er ligevægtige, og ingen specifik tone opleves som grundtone. Skalaen er almindelig i både klassisk musik og jazz, men som regel anvendes kun et kort udsnit af skalaen.

Der findes kun én udgave af den kromatiske skala. Uanset starttonen er tonematerialet det samme. En opadgående kromatisk skala noteres som regel med kryds-fortegn (♯) og en nedadgående kromatisk skala med b-fortegn (♭).

Eksempler på musikstykker med meget kromatik:

• Georges Bizet: "Habanera" fra Carmen, 1875.
• Nikolai Rimsky-Korsakov: "Flight of the Bumblebee", 1900.
• Metallica: "Master of Puppets", 1986.

8. Heltoneskala

En heltoneskala består af seks forskellige toner i strukturen 2-2-2-2-2-2. Afstanden mellem alle toner er en heltone. Her er en c-heltoneskala:

Et kendetegn ved heltoneskalaen er den ensartede afstand mellem alle toner. Alle toner er ligevægtige, og ingen specifik tone opleves som grundtone. Skalaen anvendes primært i klassisk musik og jazz, men den har et begrænset anvendelsesområde.

Der findes kun to forskellige udgaver af heltoneskalaen. En udgave har c som starttone, og en anden udgave har des som starttone. En heltoneskala med enhver anden starttone har samme tonemateriale som en af disse to udgaver.

Eksempler på musikstykker med mange heltoner:

• Claude Debussy: "Voiles", 1909.
• Thelonious Monk: "Four In One", 1951.
• King Crimson: "Red", 1974.

9. Andre skalaer

Der findes mange andre skalaer end de ovennævnte. De fleste anvendes dog kun sjældent i den vestlige verden. Blandt de mest almindelige andre skalaer er:

Formindskede skalaer

En halv/hel-formindsket skala består af otte toner i en afstand på skiftevis en halvtone (1) og en heltone (2). Her er en c-halv/hel-formindsket skala:

En hel/halv-formindsket skala består af otte toner i en afstand på skiftevis en heltone (2) og en halvtone (1). Her er en c-hel/halv-formindsket skala:

Et kendetegn ved de formindskede skalaer er vekslen mellem heltoner og halvtoner, og at de er sammensat af to dim7-akkorder. I skalaen ovenfor udgør tonerne c, es, ges og a den ene dim7-akkord og de resterende fire toner den anden dim7-akkord. Skalaerne anvendes primært i jazz, blues og rock i forbindelse med dim7-akkorder.

Bebop-skalaer

En bebop-dominantskala består af otte forskellige toner i strukturen 2-2-1-2-2-1-1-1. Her er en c-bebop-dominantskala:

En bebop-durskala består af otte forskellige toner i strukturen 2-2-1-2-1-1-2-1. Her er en c-bebop-durskala:

Et kendetegn ved de to bebop-skalaer er den kromatiske gennemgangstone, der adskiller skalaerne fra en durskala. Skalaerne anvendes primært i jazz.

Harmonisk durskala

En harmonisk durskala består af syv forskellige toner i strukturen 2-2-1-2-1-3-1. Her er en harmonisk c-durskala:

Et kendetegn ved den harmoniske durskala er den store terts på 3. trin, der karakteriserer dur, og den forstørrede sekund mellem 6. og 7. trin. Skalaen anvendes primært i jazz.

Ungarsk molskala

En ungarsk molskala (også kaldet en dobbeltharmonisk molskala) består af syv forskellige toner i strukturen 2-1-3-1-1-3-1. Her er en ungarsk c-molskala:

Et kendetegn ved den ungarske molskala den lille terts på 3. trin, der karakteriserer mol, og de to forstørrede sekunder mellem 3. og 4. trin samt 6. og 7. trin. Skalaen anvendes primært i traditionel musik fra Østeuropa og i indisk klassisk musik.